Nyheder
Sjov, samspil og socialt samvær i Legoland |
| Skrevet af Slagelse Garden (admin) den 10.06.2008 |
Slagelse Garden drog lørdag d. 7. juni til Legoland for at deltage i Bygardernes Dag, som er en
årligt tilbagevendende begivenhed i landets store forlystelsesparker.
Tidligt lørdag morgen satte en busfuld morgenfriske Slagelse-gardere, ledere og
grundskoleelever kursen mod det jyske. Dagen skulle tilbringes i Legoland sammen med en
række andre danske bygarder i anledning af Bygardernes dag. I alt fyldte mere end 1000
bygardere fra alle egne af landet 4 af landets største forlystelsesparker – LEGOLAND®, Tivoli
Friheden, BonBon-Land og Bakken – med musik og godt humør ved dette årlige juniarrangement.
Musik og samvær i højsædet
Bygardernes dag er et arrangement, som byder på musikalske oplevelser til glæde for
publikum såvel som socialt samvær for garderne. I løbet af dagen marcherede de forskellige
korps rundt i parkerne og gav koncerter på udvalgte steder. Men Bygardernes Dag er
selvfølgelig også dagen, hvor garderne får et gensyn med venner fra andre dele af landet, og
man morer sig sammen i parkernes forlystelser. Slagelse Garden har deltaget i arrangementet
i en årrække – de seneste år i Bonbon-Land – og for Garden har arrangementet stor social
værdi. ”Vi ser det som en god anledning til at vise grundskolerne – de kommende gardere –
hvilke musikalske og ikke mindst sociale oplevelser garderkulturen har at byde på”, udtaler
Gardens formand Jacob Frederiksen.
Bygardere satte gang i Olympiade
2008 er som bekendt olympiadeår i sportens verden. Inspireret af sportsudøverne bød år 2008
på en nyhed i Bygarder Dagens traditioner: Garderne dystede i år i små alternative
konkurrencer med utraditionelle discipliner som garderstøvlekast og tonekampe i Bygarderne
Olympiade. Disse konkurrencer var til stor glæde for såvel deltagere som publikum – der blev
heppet, hujet og hyldet.
Kæmpe fælleskoncert
Oven på konkurrencerne – som naturligvis blev afviklet i venskabelig ånd – var det igen tid til
at finde instrumenterne frem. Kl. 15.30 blev takten slået an til en kæmpe koncert, og på
præcis dette tidspunkt spillede de mere end 1000 gardere i de 4 forlystelsesparker synkront
Bygardernes Venskabsmarch. Denne traditionelle fælleskoncert er et godt symbol på det
stærke netværk, der eksisterer i garderkulturen.
Til nyhedsoversigt

