Nyheder

Slagelse Garden gæsteoptræder i Cirkus Dannebrog

Gamle Nyheder
Skrevet af Slagelse Garden (admin) den 08.08.2009

Del på Facebook

Slagelse Garden byder Cirkus Dannebrogs publikum velkommen med fuld musik, når cirkusset på tirsdag gæster Slagelse.  

 
Når Cirkus Dannebrog på tirsdag den 11. august slår teltpælene i på Japanvej i Slagelse og lægger an til en festlig og underholdende forestilling, bliver publikum modtaget til tonerne fra Slagelse Garden. Samarbejdet startede sidste år, hvor Slagelse Garden også indledte cirkusforestillingen, og succesen fortsætter i år, hvor gæsterne fra kl. 18.15 kan lade sig underholde af Gardens orkester og tambourkorps, når de spiller showet i gang midt i manegen.  
 
”Vi er glade for at spille til et arrangement som dette, hvor folk kommer for at blive uunderholdt og have det sjovt. Det giver altid en god stemning. Og det er selvfølgelig også dejligt, at vi for andet år i træk er blevet spurgt, om vi vil spille. Vi håber, at det fremover vil blive en tradition”, udtaler Gardens formand Jacob Frederiksen. 
 
For Slagelse Garden er arrangementet det første ovenpå en velfortjent sommerferie, og garderne har samlet kræfter, så de er klar til at give publikum en god oplevelse. ”Vi vil gøre vores til at sætte en god stemning for aftenens forestilling, og vi håber, at der kommer en masse glade mennesker at spille for”, slutter Jacob Frederiksen. Med dette arrangement er den nye sæson skudt i gang, og i den efterfølgende weekend har Garden også et fuldt besat program med sommerfest på Anders Vænge og byfest i Fuglebjerg.
 
Slagelse Garden har taget opstilling i manegen hos Cirkus Dannebrog. Billedet er fra sidste års gæsteoptræden i cirkusset.  

 


Til nyhedsoversigt