Nyheder
Slagelse Garden sætter musik på Festugen |
| Skrevet af Slagelse Garden (admin) den 24.06.2008 |
Slagelse Garden er vært ved en fælles bygarderkoncert fredag aften i Slagelse Festuge.
Bygardere spiller op på Schweizerpladsen
Slagelse Garden har inviteret gardervennerne fra Holbæk Garden til at spille en fælles koncert i anledning af Slagelse Festuge. Garderne skal sammen sætte musik og kulør på Festugen fredag d. 27. juni k l. 18.00. Efter en kort marchtur gennem byen mødes de to venskabsgarder på Schweizerpladsen til samspil. Der er sammensat et varieret musikprogram for koncerten, som vil byde på numre fra så forskellige kunstnere som ABBA og Maroon 5. Der vil blive spillet kendte hits som “The Final Countdown“, men garderne vil også underholde med “Bygardernes venskabsmarch“, der for nyligt blev spillet ved Bygardernes Dag, som blev fejret af mere end 1000 gardere i de store forlystelsesparker rundt om i landet.
Garderkoncert som bonus
Den fælles garderkoncert er tænkt som en optakt til koncerten med Danser med Drenge, som Slagelse Gardens støtteforening “Slagelse Gardens Venner“ er medansvarlige for afholdelsen af. I den anledning har Garden også inviteret gardervenner fra andre egne af landet til at komme til festligt musikalsk samvær med mulighed for at overvære hele to fantastiske koncerter. Garden håber desuden, at andre interesserede vil kigge forbi Schweizerpladsen i Slagelse bymidte k l. 18.00 til denne særlige dobbelte garderkoncert.
Slagelse Garden igen på programmet
Slagelse Garden har gennem årene været et fast indslag i forbindelse med Slagelse Festuge, og Garden glæder sig over igen i år at være en del af programmet. Ifølge Gardens formand Jacob Frederiksen har et arrangement som dette en særlig betydning: “Vi er altid glade for at optræde i lokal sammenhæng, og vi sætter som forening pris på at kunne vise inden- og udenbys gæster, hvad Slagelse Garden har at byde på, gennem Slagelse Festuge“ , udtaler han.
Velfortjent sommertur
Oven på aktiviteterne ved Slagelse Festuge, hvor såvel garderne som deres forældre og andre medhjælpere vil være i aktion, drager Slagelse Garden i uge 28 på en velfortjent sommertur til Polen. Her skal de tilbringe en uge i byen Zakopane, som ligger i den sydlige del af landet. Garden har tradition for at tage på en udlandstur hvert andet år. De har efterhånden besøgt de fleste europæiske lande - nogle op til flere gange - men det er første gang, turen går til Polen.
Til nyhedsoversigt

